BORNHOLM - Når snestormen raser over åbne marker, og driverne lægger sig i lag på landevejene, kan det i dag skabe trafikale problemer og midlertidige aflysninger. Men i gamle dage var situationen en helt anden. Dengang var snerydning på landet ikke en kommunal service. Hvis sneen lukkede vejen, var det dem, der boede langs den, som måtte grave.

En pligt for lodsejerne
Før motoriseringen i første halvdel af 1900-tallet lå ansvaret ofte hos de lodsejere, der havde jord op til vejen. I mange sogne var det en formel forpligtelse, at man deltog i rydningen, når sneen lukkede forbindelsen til kirke, mølle, mejeri eller købmand.

Når sneen føg sammen over de åbne strækninger, mødtes mændene fra gårdene med heste, slæder og primitive plove. Man gravede sig frem – meter for meter – for at sikre, at de vigtigste forbindelser kunne holdes åbne.


Sne som isolerede landsbyer
Særligt i egne med åbent landskab kunne snefygning lukke veje i dagevis. I hårde vintre – som den legendariske vinter i 1947 – var mindre landsogne isoleret i ugevis. Forsyninger måtte bringes frem med kane eller i nogle tilfælde med assistance udefra.

Det betød, at man planlagde efter vinteren. Gårdene havde brænde, foder og forråd. Man vidste, at man kunne blive sneet inde.

Skolegang blev aflyst. Posten kom ikke frem. Men fællesskabet fungerede.


Nabohjælp som nødvendighed
Snerydning var ikke blot praktisk arbejde – det var en social struktur. Når sognerådet indkaldte til arbejdsdag, mødte man op. Ikke nødvendigvis af lyst, men af nødvendighed.

En enkelt gård kunne ikke holde vejen åben alene. Men et sogn kunne.

Hestetrukne plove blev efterhånden suppleret med traktorer i 1930’erne og 1940’erne, men også da var det ofte de lokale landmænd, der stillede maskiner og arbejdskraft til rådighed. Kommunale plove kom først til de større hovedveje.


Professionel vintertjeneste
Først fra 1960’erne og frem blev vintertjenesten systematiseret. Amtskommuner og senere kommuner indførte faste vinterregulativer og prioriterede vejklasser. Saltspredning blev standard på hovedvejene, og beredskabet blev professionelt.

Det ændrede hverdagen radikalt. Landet blev sjældnere isoleret. Transport, erhverv og skolegang blev mere stabile – også om vinteren.

Men princippet havde ændret sig.

Snerydning var ikke længere en pligt for fællesskabet. Det var en offentlig opgave.


Minder om en anden tid
I dag kan moderne materiel stadig komme til kort under ekstreme forhold. Når sneen fyger over åbne marker, og veje må lukkes midlertidigt, kan det minde om en tid, hvor man ikke ringede til et beredskab – man tog en skovl og gik ud sammen.

For i gamle dage var vinteren ikke noget, man ventede på, at nogen andre håndterede.

Den blev løst i fællesskab.

---

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.