Høringssvar til budget 2027 advarer om, at idræt bliver dyrere og mindre tilgængelig
BORNHOLM – Idrættens Videns- og Kompetenceråd advarer om, at de foreslåede besparelser i Bornholms Regionskommunes budget 2027 kan få vidtrækkende konsekvenser for øens idræts- og foreningsliv.
I sit høringssvar skriver rådet, at besparelserne vil gøre idrætten dyrere og sværere at komme til rent geografisk. Samtidig frygter rådet, at idrætten i højere grad bliver et tilbud for de mest ressourcestærke frem for den brede befolkning. Bekymringen retter sig især mod børn, unge og sårbare borgere.
Rådet peger blandt andet på forslaget om at fjerne tilskuddet til sommerferieaktiviteter for børn. Det kan Idrættens Videns- og Kompetenceråd ikke støtte.
Ifølge høringssvaret giver aktiviteterne mange børn og unge et meningsfuldt indhold i sommerferien og fungerer samtidig som en indgang til idræts- og foreningslivet. Rådet fremhæver desuden, at tilbuddene har både en forebyggende effekt og en positiv betydning for trivslen blandt øens børn og unge.
Idrættens Videns- og Kompetenceråd tager også afstand fra en række andre besparelsesforslag, herunder reduktioner af driftstilskud til selvejende haller og lukning af svømmebadet på Søndermarksskolen, som rådet vurderer vil svække mulighederne for idrætsaktiviteter på Bornholm.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.