RØNNE – En række tidligere lossepladser på Bornholm skal i de kommende år undersøges for, om de indeholder drivhusgas.
Baggrunden er, at der kan forekomme udledning af den potente drivhusgas metan fra de nedlagte lossepladser.
Bornholms Regionskommune oplyser, at i 2015 er to lossepladser undersøgt, uden at der blev fundet et problematisk indhold af gas.
Fra 2019 og frem vil flere lossepladser blive undersøgt for den såkaldte lossepladsgas, oplyser kommunen.
Stærk lugtHovedkomponenterne i lossepladsgas er metan og kuldioxid og stærkt lugtende komponenter. Lossepladsgassen kan give anledning til emission af gas til atmosfæren og horisontal spredning af gas i jorden til nærliggende ejendomme.
Ved indtrængning i bygninger kan metan udgøre en risiko for brand og eksplosion, mens kuldioxid kan udgøre en sundhedsmæssig risiko (kvælningsfare). Endvidere kan lossepladsgas give anledning til ubehagelige lugtgener.
Ved større forekomster af metan kan det betale sig at udnytte gassen til produktion af el og varme.
Ved mindre forekomster er løsningen ofte en biologisk omsætning af metangassen, hvor bakterierne omdanner den til CO2 og dermed reducerer den ødelæggende effekt på atmosfæren ganske betydeligt, idet metan er en 21 gange kraftigere drivhusgas end CO2.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.