ØSTERLARS – En 45-årig bilejer er blevet tiltalt ved Retten på Bornholm for at have kørt på falske nummerplader.
Kvinden er tiltalt for dokumentfalsk, fordi der forud for 1. marts var monteret to falske nummerplader på bilen. Hun er også tiltalt for at have benyttet personbilen i Østerlars, selvom køretøjet ikke var registeret og uden ansvarsforsikring.
1. marts kl. 07:50 – midt under snevejret - modtog politiet en anmeldelse fra Vej & Park om, at en personbil holdt til ulempe for snerydningen på Gamlevældevej i Østerlars.
I forsøget på at finde ejeren ved hjælp af nummerpladen kunne politiet konstatere, at nummerpladerne var afmeldt i 2015 og i øvrigt senest havde siddet på en bil, der hørte hjemme i Vejle.
Nummerpladerne viste sig at være vellignende men falske, og derfor er bilens 45-årige ejer nu tiltalt i sagen, som indledes ved Retten på Bornholm i den kommende uge.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.