NEXØ - Anklagepunkterne er vold og trusler samt hærværk, når en 42-årig mand med bopæl i Sverige i den kommende uge står tiltalt ved Retten på Bornholm.
Natten til den 13. januar raserede han en 27-årig kvindes bopæl i Nexø. Manden ødelagde blandt andet et vinglas en lysestage, en rude i døren til toilet og bordpladen på et spisebord. Uden for gik ødelæggelserne ud over en postkasse, en havelåge og væggen i et skur samt en damecykel.
Politiet har opgjort skaderne til ikke under 8.300 kroner.
Flere truslerManden truede ifølge anklageskriftet kvinden flere gange, ligesom han to gange tog kvælertag på hende.
I et børneværelse pegede han på hende med hånden formet som en pistol, og sagde en lyd som lød som et pistolskud.
Det var også i børneværelset, at han to gange tog fat om kvindens hals og klemte til, den sidste gang hårdere end første.
Han sendte også en SMS med en trussel samt indtalte en besked på hendes telefonsvarer, hvor han truede med at ødelægge hendes liv og med noget der kunne opfattes som dødstrusler.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.