Andre kommuner har ellers set mod Bornholm for inspiration til lignende ordninger
BORNHOLM – Bornholms Regionskommune overvejer at opsige samarbejdsaftalen med SIND som led i besparelserne på social- og psykiatriområdet. Samarbejdet er blevet opbygget gennem 10 år.
Samarbejdet omfatter blandt andet såkaldte peers i socialpsykiatrien. Det er frivillige, der selv har erfaring med psykisk sygdom eller sårbarhed, og som bruger deres erfaringer i mødet med andre borgere.
Ifølge SIND Bornholm har de frivillige blandt andet fået en målrettet uddannelse i tæt samarbejde med en medarbejder fra Midtpunktet.
SIND fremhæver samtidig, at andre kommuner har set mod Bornholm for inspiration til lignende ordninger.
– Andre kommuner i landet kigger mod vores ø for inspiration til at igangsætte lignende samarbejder hos dem selv, simpelthen fordi det virker, skriver SIND Bornholm i sit høringssvar.
SIND Bornholm tilbyder kommunen at indgå i dialog om, hvordan et tilbud med frivillige i socialpsykiatrien kan fortsætte.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.