Bornholms Hospital oplyser, at der i andet kvartal i år blev overført markant flere patienter til hospitaler ovre end i samme kvartal i fjor.
Der var 44 helikoptertransporter fra heliporten ved Bornholms Hospital i Rønne i andet kvartal, og samlet er der blevet transporteret 52 patienter fra øen til regionens hospitaler. Sammenlignet med de 34 flyvninger der var i andet kvartal 2011 er der tale om en markant stigning, uden dog på nogen måde at true rekordkvartalet i 2010, hvor der var 57 operationer, oplyser hospitalet.
På to af flyvningerne var der to patienter, og derudover er fire patienter transporteret via lufthavnen. Samlet er der derfor transporteret 52 patienter fra øen i 2. kvartal til regionens hospitaler på Sjælland. Langt de fleste flyvninger er sket til Rigshospitalets helipad. To flyvninger er sket til Bispebjerg Hospital og en enkelt flyvning til Gentofte Hospital.
Med 10 transporter har mandag og torsdag været de travleste dage i ugen med hensyn til helikoptertransporter. Der har været seks nattetransporter i andet kvartal, hvoraf to af dem foregik i weekenden.
Bornholms Hospital konstaterer, at første kvartal havde et af de laveste antal transporter i heliportens levetid.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.