Vejdirektoratets entreprenører er næsten færdige med at fjerne deres maskiner, der har ombygget én af de mest trafikerede veje i Rønne.
Vejdirektoratet har i et tæt samarbejde med Bornholms Regionskommune stået for at gøre vejen mere sikker og moderne, samt at sikre bedre plads for de bilister, som skal besøge butikkerne langs vejen.
Åkirkebyvej er blevet udvidet med et nyt midterspor, som bilisterne kan benytte, når de skal svinge til venstre ind mod butikkerne langs vejen.
Samtidig har vejen fået nyt belysningsanlæg, nye fortove og cykelstier samt støjreducerende asfalt.
”Anlægsarbejdet er blevet udført af lokale firmaer, som vi har haft et rigtig godt samarbejde med. Vi har desuden haft en glimrende dialog med ejere og forpagtere af butikker langs vejen. Vi oplever, at alle bidraget positivt til, at vi er kommet så godt i mål,” siger projektleder Kresten Lysholdt-Andersen.
Anlægsarbejdet har været udført af entreprenørfirmaet Jens Møller Gudhjem, og tilsynet er varetaget af Steenbergs Tegnestue.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.