Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) drog mandag i felten for Forsvarets grønne energiplan og indvidede det store solcelleanlæg på Almegårds Kaserne i Rønne.
Det jordbaserede solcelleanlæg på over 2.000 kvadratmeter har kostet 5,5 millioner kroner og er en del af pilotprojektet ”Grønne Etablissementer”, der blev lanceret i forbindelse med offentliggørelsen af Forsvarsministeriets Klima- og Energistrategi 2012-2015.
Ved indvielsen forklarede Nick Hækkerup, at solcelleanlægget kan levere en tredjedel af kasernens strømforbrug og at investeringen vil være tjent hjem i løbet af otte år.
”De efterfølgende 17 år vil så i princippet være gratis,” sagde ministeren, da han holdt indvielsestalen i et opvarmet telt ved siden af det store anlæg.
Efter talen var der rundvisning, hvor installatør Lars Funch Jensen fra firmaet Knud Jensen & Søn i Åkirkeby, der har været entreprenør på projektet, forklarede om anlægget, der ligger på øvelsespladsen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.