RØNNE – Rederiet Molslinjen A/S har investeret 1,6 milliarder kroner i nye skibe samt forbedringer og klargøring til besejlingen i Østersøen.
Adm. direktør Carsten Jensen, Molslinjen A/S, oplyser i Rønne Havns blad Klar Kurs, at det er ambitionen at skabe en effektiv transportløsning til gavn for passagererne.
- Det vil sige at tilbyde et godt produkt med god frekvens til en god pris. Det skal få flere til at sejle over Østersøen. Flere passagerer over Østersøen vil skabe ringe i vandet til gavn for hele Bornholm, forsikrer Carsten Jensen.
Han gør opmærksom på, at der er en del forberedelser på Rønne Havn forud for 2018. Molslinjens færger giver nemlig køretøjer mulighed for at køre ombord af to ramper samtidig, hvilket effektiviserer og giver kortere tid i havn.
Store ombygningerDerfor skal der bygges nye ramper, ligesom der skal bygges nyt passagertårn på havnen.
Byggeriet går i gang primo 2018, når der er mindst travlhed på havnen.
Molslinjen skal betjene Bornholm på ruterne Rønne-Ystad og Rønne-Køge fra september 2018 og 10 år frem.
Det er alfa og omega at sikre en færgedrift, der tilgodeser både bornholmerne, ferie- og fritidsrejsende samt det lokale erhvervsliv, betoner Carsten Jensen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.