Gang- og opholdsbro skal skabe bedre adgang til havnen og give plads til flere aktiviteter langs vandet
NEXØ – En ny gang- og opholdsbro ved slæbestedet bliver et centralt element i områdefornyelsen af Nexø.
Bæredygtige materialerBroen opføres i bæredygtige materialer og skal både passe ind i havnens maritime miljø og gøre det lettere at bevæge sig rundt mellem havnens forskellige områder. Samtidig skal den skabe nye muligheder for ophold, fællesskab og aktiviteter langs vandet.
Ifølge Bornholms Regionskommune er ambitionen at styrke havnen som et levende og attraktivt byrum, hvor byen, havnen og havet bindes tættere sammen.
Fra planer til virkelighedNæstformand i Nexø Havn A/S, Bjarne Hartung Kirkegaard, der også er medlem af områdefornyelsens styregruppe, glæder sig over, at projektet rykker fra planer til virkelighed.
– Nu sker der endelig noget ret konkret, og det er vi glade for på Nexø Havn. Det har krævet stor tålmodighed at komme hertil, siger han.
Skal styrke fællesskabetHartung Kirkegaard håber, at områdefornyelsen vil styrke fællesskabet, skabe nye mødesteder og aktiviteter samt gøre Nexø endnu mere attraktiv for både borgere og besøgende.
– Et attraktivt by- og havnemiljø vil altid tiltrække flere gæster udefra. Områdefornyelsen kan give et løft til handelslivet, understøtte kulturlivet og skabe flere muligheder for vækst, siger Bjarne Hartung Kirkegaard.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.