En 14-årig pige styrtede fredag eftermiddag på den stejle cykelsti ved Gines Minde på Bornholms vestkyst. Hun blev bragt til Bornholms Hospital i ambulance med politieskorte.
Det oplyser indsatsleder Henrik Christensen fra Bornholms Brandvæsen.
Pigen, der var på tur med sin skoleklasse ovrefra, cyklede ned ad stien, da hun af endnu uafklarede årsager styrtede på cykelstien og slog sig. Det er endnu ikke oplyst, hvor slemt hun er kommet til skade.
Alarmen lød i første omgang på, at pigen var styrtet ud over klipperne.
Bornholms Brandvæsen fra Station Allinge blev alarmeret kl. 14:12, og sendte sit specialuddannede klatrehold til stedet.
Vagthavende hos Bornholms Politi Jan Clausen oplyser, at politiet ikke har været inddraget, bortset fra eskorten til hospitalet.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.