Politiet: Øen er ved at være lukket

AF Bjarne Hansen / Torsdag 23-12-10 - 14:06

Bornholm Politi må torsdag ved 14-tiden konstatere, at øen er ved at være lukket på grund af snestormen. Vagtchefen opfordrer folk til at blive hjemme.

"Vi fraråder fortsat al udkørsel. Mange steder er det umuligt at køre, fordi vejene er lukkede," siger vagtchefen på Politigården i Rønne.

Ifølge Danmarks meteorologiske Institut vil Bornholm i det kommende døgn få mellem 20 og 40 centimeter sne.

Bornholms Regionskommune har opgivet at rydde lokalvejene, og flere af de større veje er også umulige at holde åbne. BAT har derfor indstillet al busdrift.

Fly aflyst eller forsinket
Cimber Sterling har måttet aflyse flyafgange og andre er forsinket.

BornholmerFærgen har aflyst syv afgange, og når M/F ”Povl Anker” fra Ystad ankommer til Rønne kl. 21:15, ved rederiet ikke, hvordan passagererne skal komme hjem. Der er dog sørget for, at strandede passagerer kan overnatte på Almegårds Kaserne i Rønne.

Aftenfærgen til Ystad og natfærgen fra Ystad er efter opfordring fra politiet aflyst, fordi folk risikerede at strande i Rønne.


Bjarne Hansen


FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU