Politiske rævekager som den der forleden gjorde Bjarne Kristiansen (I) til borgmester, kan få vælgerne til at miste forståelsen for demokratiet.
Det mener kommunalforsker ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær.
Han gør dog samtidig opmærksom på, at den slags konstitueringer er lige efter bogen, fordi det i spillet om borgmesterposten gælder om at have flertal i kommunalbestyrelsen.
- Men for vælgerne kan det godt være svært at se logikken, når den, der i virkeligheden har vundet valget, ender udenfor, og taberen ender som borgmester, siger Ulrik Kjær til Berlingske Tidende.
I 2002 fik Borgerlisten et kanonvalg med ni mandater. Alligevel pegede Bjarne Kristiansen på Thomas Thors (S) som borgmester. Ved tirsdagens valg gik Borgerlisten syv mandater tilbage - men i konstitueringen blev Bjarne Kristiansen valgt som borgmester.
- Folk forstår ikke det politiske spil, og derfor blev mange skuffede sidst og straffede mig denne gang, siger Bjarne Kristiansen til Berlingske Tidende.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.