Filmselskabet Chilbal Film har søgt kommunen om 45.000 kr. til dækning af omkostninger i forbindelse med optagelser på Bornholm til en TV-serie om danske landskaber.
Det overordnede budget for filmproduktionen er 1.633.000 kr.
Chilbal Film fremhæver, at en stor del af det ansøgte tilskud på 45.000 kr. vil komme retur til kommunen, eftersom de skal anvendes til kost og logi, transport med mere. Der ud over vil Bornholms Regionskommune blive profileret i forbindelse med visning af serien på forskellige platforme så som diverse uddannelsessteder og DR tv-kanaler.
I serien fortælles der om landskabsdannelsen i Danmark og hvorledes menneskerne sidenhen har formet landet for at bebo det.
Serien vil vise, hvorledes landet siden sidste istid er blevet formet og samtidig beskæftige sig med væsentlige geologiske og naturgeografiske emner.
Bornholm er ifølge tilrettelæggerne central, fordi øen afviger fra det øvrige danske landskab ved at være det eneste sted, hvor grundfjeldet når op til overfladen. På den sydlige del af Bornholm ses en række lag fra de ældste geologiske perioder, og de specielle jordbundsforhold på øen bevirker, at vegetationen er meget anderledes end i resten af landet.
Udsendelserne skal dels anvendes som DVD, der udsendes med Geografilærerforeningens fagblad GO og dels som TV serie på DR2 Danskernes Akademi. Den samlede produktion bliver en serie på 3 x 30/45 minutter.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.