Bornholms Brandvæsen har brugt næsten seks timer på at rydde op efter et større oliespild i forbindelse med en brand i en rendegraver på Åvej i Rønne tirsdag formiddag.
En rendegraver fra en privat entreprenør brød pludselig i brand af endnu ukendte årsager, og der blev slået alarm kl. 10:46.
”Køretøjet var fuldstændig overtændt, og branden bevirkede, at der gik hul på hydraulikslanger. Og så skete der eksplosioner, så omkring 100 liter hydraulikolie løb ud på kørebanen,” fortæller indsatsleder hos Bornholms Brandvæsen Kimm Riis.
Det lykkedes brandfolkene at slukke branden hurtigt og få inddæmmet olien.
”Noget nåede dog at løbe ned i regnvandsbrøndene, så vi har haft en slamsuger til at tømme regnvandsbrøndene. Da brøndene har lidt vand stående, og olien flyder oven på, så tror jeg ikke, at ret meget er kommet ud i ledningssystemet og ned til Rønne Rensningsanlæg. Komer der for meget olie ned til rensningsanlægget, så slår det de nedbrydende bakterier ihjel,” forklarer indsatslederen.
Ud over at sanere skadestedet, så forestod også et større arbejde med at rense brandvæsnets køretøjer for den fedtede hydraulikolie.
”Så det tog væsentlig længere tid at rydde op efter branden end at slukke den,” konstaterer Kim Riis.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.