NEXØ – Et stort antal studerende på Bornholm mangler et sted at bo, men de vil ikke bosætte sig i Nexø.
Årsagen er, at de videregående uddannelser er placeret i Rønne, vurderer Bornholms Regionskommune.
I en analyse af boligområdet fremgår det, at der på nuværende tidspunkt er ledige studieboliger i Nexø.
”Men disse vurderes ikke som attraktive for de studerende med base i Rønne. På den baggrund bør eventuelle studieboliger placeres i Rønne,” hedder det i analysen, som er udarbejdet til politikerne.
De seneste år er det lykkedes flere af de videregående uddannelser i Rønne at tiltrække et stigende antal tilflyttende studerende.
Således forventes der samlet i år, at være ca. 30-35 tilflyttende studerende, der har behov for en studiebolig og et attraktivt studiemiljø – udover de herboende, som eventuelt også måtte ønske en studiebolig.
Maskinmesteruddannelsen starter på Bornholm til sommer, og her ventes det at der årligt kommer 10-15 tilflyttende studerende. Der forventes flere studerende de år, hvor Socialrådgiveruddannelsen har optag. Her er næste gang 2018.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.