Bornholms Regionskommune har givet tilladelse til en 110 meter lang spunsvæg og nye anlæg, der skal lede overskylsvand væk
TEJN – En del af Tejn Havn skal sikres bedre mod bølgeoverskyl, erosion og oversvømmelse. Bornholms Regionskommune har givet tilladelse til projektet.
Der skal blandt andet etableres en cirka 110 meter lang spunsvæg af stål, som bliver en meter høj over terræn. Desuden anlægges græsarmering og erosionsbeskyttelse samt syv store rør, der skal lede vand fra bølgeoverskyl væk.
Projektet hænger sammen med, at miljødepotet under Tejn Mole skal fjernes. Når kraftige bølger kommer fra nord og nordøst, kan vandet slå over den eksisterende skråningsbeskyttelse med risiko for både erosion og oversvømmelse af arealerne bagved.
Naboer kom med indsigelserUnder høringen blev der blandt andet rejst spørgsmål om risikoen for påvirkning af naboområder, havudsigten og behovet for en samlet løsning for en større del af kysten. Kommunen vurderer imidlertid, at bemærkningerne ikke giver anledning til at ændre afgørelsen.
Arbejdet kan dog ikke begynde, før den forurenede jord bag den eksisterende skråningsbeskyttelse er fjernet.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.