Weekendens terrorhandling i København kan få indflydelse på Det Bornholms Hjemmeværn.
Politiets efterforskning af attentatet i Krudttønden i København har vist, at det våben, der blev anvendt af gerningsmanden stammer fra Hjemmeværnet.
Ifølge Københavns Politi er der tale om en M 95 riffel, der er efterlyst efter et hjemmerøveri i 2013.
Hjemmeværnet forsøger i videst muligt omfang at undgå våbentyverier gennem omfattende sikkerhedsforanstaltninger.
Hjemmeværnets våben er sikret ved opbevaring i godkendte våbenskabe med dobbelt sikring, der betyder at våben og våbnets vitale del opbevares adskilt.
I lyset af de seneste dages begivenheder og et generelt ønske om at forhøje sikkerheden ved opbevaring af Hjemmeværnets våben har chefen for Hjemmeværnet besluttet at der øjeblikkeligt skal ske en fuldstændig gennemgang af alle forhold vedrørende opbevaring af våben.
- Hjemmeværnet vil åbent og fordomsfrit undersøge mulighederne for yderligere sikring af våben og herunder drøfte mulige tiltag med Politiet og hurtigst muligt implementere de tiltag, der findes relevante for at opnå en endnu større sikkerhed ved våbenopbevaring, siger chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler.
Hjemmeværnet vil altså undersøge, hvordan sikkerheden kan forbedres omkring opbevaring af våben på bopælen for de 4.328 medlemmer, som har et våben udleveret i dag.
Alternative muligheder vil også indgå i overvejelserne.
- Helt konkret kunne løsningen være yderligere sikring af det enkelte våben, for eksempel kammerlåse eller en central opbevaring med de risici, som det indebærer. Ændringerne skal tilgodese både sikkerheden og muligheden for uddannelse af vore soldater, siger Finn Winkler.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.