Arrangørerne af Wonderfestiwall og Bornholms Politi har natten til lørdag bortvist to gæster fra festivalen, fordi de ikke kunne opføre sig ordentligt.
Vagthavende ved Bornholms Politi Henrik Schwarz oplyser, at en 25-årig kvinde fra København kl. 00:36 optrådte voldeligt og derfor blev bortvist fra pladsen i Slotslyngen.
En 20-årig mand fra Helsingør affyrede kl. 04:10 en pulverslukker i et af festteltene.
”Da han så ville bortvise ham, blev han så aggressiv og truende, at politiet måtte træde til.
Han fik klippet sit armbånd og kan ikke komme på festivalen mere i år,” siger vagthavende.
Det var anden gang, den 20-årige var i politiets søgelys, idet han torsdag eftermiddag blev anholdt og sigtet for årsag til uro, da han tydeligt beruset kl. 17:20 forsøgte at komme i slagsmål med andre på p-pladsen til Wonderfestiwall.
Han blev anbragt i nogle timer i politiets detention, men dukkede fredag atter op på festpladsen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.