RØNNE – To mænd i starten af 20’erne er blevet varetægtsfængslet på mistanke om salg af kokain.
Anklager ved Bornholms Politi Helle Vibeke Severini oplyser til Bornholm.nu, at de to mænd blev varetægtsfængslet i et grundlovsforhør lørdag efter at være blevet anholdt fredag.
- Retsmødet blev holdt for lukkede døre, men jeg kan oplyse, at de er sigtet for fra en lejlighed i Rønne at have solgt kokain til et beløb på ikke under 85.000 kr., siger Helle Vibeke Severini.
Da de blev anholdt fredag var de i besiddelse af et mindre kvantum kokain og 81.000 kr. i kontanter, som ifølge politiet stammer fra salg eller videreoverdragelse af kokain.
- De blev begge varetægtsfængslet til 15. august, siger Helle Vibeke Severini, som tilføjer at begge de anholdte nægter sig skyldige.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.