BORNHOLM – Trafikkontaktrådet overvejer en anden model for billetpriserne på Bornholmslinjens samfundsbegrundede ruter.
I rådets 2030-strategi er en mere gennemskuelig prissætning et af fem strategiske fokusområder, og det fremgår, at der blandt andet bør være fokus på lavere priser for fastboende bornholmere i forbindelse med det kommende færgeudbud.
En mulighed er at hente inspiration fra Gotland.
I den svenske model udbydes selve færgedriften, mens staten særskilt subsidierer billetpriserne for fastboende på Gotland. Dermed kan lokale borgere få billigere rejser, uden at selve modellen for udbud af færgedriften ændres.
Hvis en tilsvarende ordning med lavere priser til fastboende bliver en del af det kommende bornholmske færgeudbud, vil det ifølge Trafikkontaktrådet være et brud med den dynamiske prismodel, der gælder i det nuværende udbud.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.