BORNHOLM – Ved Bornholms Travselskabs generalforsamling fredag aften på Bornholms Brand Park gjorde formand Egon Jensen status over årets drift og pegede frem mod nødvendige tilpasninger i selskabets økonomi.
I 2024 udgjorde basisomkostningerne – herunder administration, vedligeholdelse af bygninger og bane samt afvikling af løbsdage – 3,2 mio. kr. Ud af en samlet omkostningsbase på 4,7 mio. kr. blev 2,9 mio. kr. dækket af driftstilskud fra Dansk Trav og Galop Union (DTGU). Resten blev finansieret gennem egenindtægter.
– Vi er bevidste om, at vi fremadrettet skal indrette vores forretning, så vi i højere grad selv kan bidrage til driftsomkostninger og præmier, lød det fra formanden.
Udfordringen bliver større i takt med, at de nuværende kulturmidler udfases helt ved udgangen af 2026. I stedet indføres en ny breddetilskudsmodel fra Kulturministeriet, som dog ikke fuldt ud kompenserer for det tidligere tilskud.
Travselskabet skal derfor i foråret fremlægge en ny forretningsplan for Dansk Hestevæddeløb og DTGU. Alle baner er forpligtet til at sikre en bæredygtig økonomi.
Formanden understregede, at bestyrelsen allerede arbejder målrettet med at sikre en fremtidig, økonomisk bæredygtig drift på Bornholms travbane.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.