TRAV - Med føring fra start til mål blev Anna Ice kørt af John Gommans en sikker vinder af det bedst betalte løb på Bornholms Brand Park, Calles Cup.
Calle er Carl Edvard Mogensen fra Green Solution House, der har sikret løbets levetid flere år frem i tiden og er for heste opdrættet på Bornholm.
Der er i alt 52.000 kroner i præmier, hvoraf de 25.000 tilfalder vinderen. Og det blev altså Stutteri Ice, der kunne hente den store præmie efter at John Gommans fik styret hesten glimrende gennem hele løbet.
Anna Ice har tidligere vist masser af fart, men også mange galopper. Tirsdag var det ikke Anna Ice, der galopperede fra start, men derimod to andre fra forreste volte Bine Baunely og Alfred Silk.
Det gav den senere vinder en åbenlys mulighed for at holde høj fart gennem hele løbet, således at heste fra de bagerste volter ikke havde nogen chance for at nå frem.
Udover de mange præmiepenge var der ligeledes en ærespræmie i form af en bedækning fra Stutteri Shadow med deres nye avlshingst Wicker Hanover. Lige noget for et stutteri med flere følhopper.
Anna Ice vandt foran Wilbur med Ulrik Christoffersen og med Waterjet på trediepladsen.
Carl Edvard Mogensen fra Green Solution House har sikret løbets levetid flere år frem i tiden.Favorit galopperedeTidligere på aftenen var afviklet de fire første afdelinger af V5-spillet.
I første afdeling galopperede favoritten Stoke fra start. Det gav spids til Rebelle de Vie, men på en flot afslutning kom Try My Chief med Laura Pedersen forbi og vandt.
I anden afdeling var det Blæsa Hornline, der med Kim Hjort pludselig fra indvendig placering fik frit frem og kunne vinde på en stærk slutspurt.
Worth The Wait snød lidt overraskende Sir Lancelot for spidsen i næste afdeling. Og nu da Worth The Wait og Torben Dahl Pedersen var nået dertil kunne de lige så godt blive der til stregen var passeret. Gin T Elegance kom tæt på til sidst, men aldrig forbi.
Picasso Jetset skuffede ikke V5-spillerne og vandt sikkert.Picasso Jetset var med John Gommans den største favorit i dagens spil. Og parret svigtede heller ikke. Spids fra start og sikker i mål.
Omsætningen i V5-spillet landede på 119.321 kroner. Kombinationen sluttede med resultatet 2-2-2-1-2 og den kombination havde otte spillere fundet frem til. De fik hver 9.694 kroner for indsatsen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.