Ved seks nationers badmintonturnering for U17-spillere i Holland var Mark Kruse, Knudsker, udtaget til det danske landshold og fik både guld og sølv med hjem.
Denne badmintonturnering betragtes som det uofficielle Europamesterskab, hvor også Holland, England, Tyskland, Frankrig, og Sverige deltager.
Mark var med til at spille en sølvmedalje hjem til Danmark i holdturneringen, hvor han formåede at gå ubesejret igennem turneringen. I den afgørende holdkamp mod Holland måtte Danmark lidt skuffende se sig besejret med 5-4. De øvrige holdkampe blev vundet med sikre sejre over England 6-3, Frankrig 7-2, Tyskland 8-1 og Sverige 9-0.
Herudover vandt Mark EM-guld i herredouble i den individuelle turnering sammen med Mads Pedersen, Solrød Strand hvor de legende let vandt 21-7 og 21-15 over et engelsk par.
I herresingle klarede Mark sig også særligt bemærkelsesværdigt. Som useedet spiller mødte Mark den finaleseedede franskmand i sin første kamp, som Mark meget overraskende vandt i tre sæt. Herefter slog Mark en hollænder i to sæt, men i kvartfinalen, var der desværre udsolgt og kampen blev tabt i tre sæt og glippede dermed en bronzemedalje.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.