NB Bornholm arbejder på at skaffe flere indtægter ved at udvide antallet af store sponsorer
NB Bornholm er godt på vej til at nå målet om at skaffe 700.000 kroner i sponsorindtægter. Senest har endnu en hovedsponsor meldt sig.
Det er Schou Jensen Auto på Nexø Havn, som også driver Dansk Autohjælp på Bornholm og som har været sponsor i NB Bornholm siden 2008. Nu øger firmaet sin støtte i form af et hovedsponsorat.
”Vi er selvfølgelig utrolig glade for endnu en hovedsponsor i klubben, der nu danner parløb med Netavisen Bornholm.nu,” fortæller Mikkel Skot-Hansen fra Erhvervsudvalget i NB Bornholm.
Mikkel Skot-Hansen på besøg hos NB Bornholms anden hovedsponsor.Mikkel Skot-Hansen understreger, at alle sponsorer er vigtige for Nexø Boldklubs projekt med NB Bornholm, som ved at spille i Danmarksserien er øens førende fodboldklub og i forrige sæson spillede i 2. division.
”Det kræver selvfølgelig noget økonomi, når man vil være med på det her niveau.
Man skal hele tiden sætte sig nye mål. Det er det, der driver klubben og alle udenom klubben. Det er en af vore styrker på østlandet.
Vi tror også på, vi fortsat har et godt produkt, som tilfredsstiller vore samarbejdspartnere. Dags dato er 80 procent af Hoved-, Platin- og Guldsponsorer gentegnet, ligesom Kjaerstrup Chocolate fortsat lægger navn til byens stadion. Derudover kommer alle klubbens Skiltesponsorer, og andre samarbejdspartnere, som blandt andet tæller Færgen, Bornholmerflyet og Bornholms Tidende.
Man må selvfølgelig hvert år forvente, at nogen hopper af. Det har vi også i år, hvor vi har mistet et guld- og et platinsponsorat, men dem håber vi, at kan hente ind i form af nye,” siger Mikkel Skot-Hansen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.