Elite Bornholms U15 piger skulle lørdag vise, om vinterens megen træning har båret frugt.
De fik besøg af 1. divisionsklubben GS Elite (Greve Solrød), der holder træningslejr i Nexø i denne weekend. En spændende kamp, da GS Elite må forventes at være niveauet i 1. division, som pigerne skal spille i forårsturneringen.
Bornholmerne startede med at lægge pres på gæsterne fra starten, og det var tydeligt, at den gæstende klub havde undervurderet bornholmernes fodboldkundskaber. Bornholmerne var først på bolden i store dele af kampen og pasningsspillet fungerede rigtigt godt.
Den tidligere så storspillende Ida Olesen har fundet formen igen og scorede bornholmernes første mål. Derefter scorede Nichelle Vang og Caroline Jacobsen hver et mål, før Nichelle Vang kunne score sit andet mål til slutstillngen 4-0 til hjemmeholdet.
Der blev vist rigtigt meget fint spil, men det var ikke en kamp uden dramatik. Gæsterne fik vist en spiller ud midt i kampen for at bruge mund mod dommeren efter en kendelse om frispark, der gik hende imod og to GS-spillere måtte forlade banen med skader.
Næste gang pigerne skal i kamp er den 9. april, hvor de skal møde de selv samme GS Elite. Det sker på kunststofbanen på Rønne Stadion Nord kl. 13:30 og er åbningskampen i 1. Division Øst.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.