Knudskers mixhold i volleyball vandt også de to sidste kampe i grundspillet. Hermed har holdet vundet syv ud af otte kampe i Danmarks bedste mix-række.
Holdet er dermed sikre på en andenplads i grundspillet og især at få to point med over i slutspillet. Søndagens kampe mod Holbæk 1 og Amager 2 blev vundet sikkert med 2 – 0 og 2 – 0.
”Da jeg så Amager 2´s spillertrup, så blev jeg lidt bekymret”, fortæller Knudskers coach Bent Jensen og fortsætter :
- ”Amager var blevet forstærket med to førsteholdsspillere, og vi var selv blevet reduceret til seks spillere efter arbejdsmæssige afbud fra Thomas Vesth og Trine Mark. Men nu er Mickie Olsson og Katja Skov blevet indspillet i vores systemer, og derfor virkede vi som et rigtigt hold! Og vi vandt med sikre 25-15 og 25-14”.
I den reelle kamp om andenpladsen i grundspillet, skulle Holbæk 1 besejres. Det skete overraskende let med 25-18 og 25-18. Her var det Jannik Holm, som var ekstra vaks i blokaderne.
Holbæk sikrede sig dog tredjepladsen i grundspillet ved at kæmpe sig til en 2-0 sejr over Amager 2.
”Jannik Holm kan i øvrigt fortælle, at forbundet planlægger at lægge slutspillets sidste og forhåbentligt afgørende kampe i Søndermarkshallen. Sidste års afgørende runde har helt sikkert gjort indtryk, da der var stor mediebevågenhed, mange tilskuere og flot publikumsvenligt spil”, beretter Bent Jensen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.