TRAV - Den tidligere så sejrsvante bornholmske travsportsmand Stefan Lind-Holm har forstærket stalden med køb i Nordvestjylland.
Hos Skive-træneren Bent Svendsen er tyskfødte Igor Times handlet til samme ejerkreds, som købte Rolex Boy for et par år siden.
Rolex Boy blev desværre aflivet tidligere i år. Seksårige Igor Times er vinder af syv løb og 146.293 kroner. Den behersker både sulkyløb og ridetravløb monte. Igor Times var startmeldt til løb i Aalborg forleden, men kom ikke til start.
- Skyldes salget til Bornholm. Den fejler intet, beretter Bent Svendsen.
Den mangedobbelte amatørchampion Stefan Lind-Holm har fristet en skyggetilværelse på Bornholms Brand Park i år. Helt usædvanligt med kun tre førstepladser, hvor sæsonen er inde i anden og sidste halvdel.
”Skipper” har også bare deltaget i 21 løb siden sæsonstarten. Ambitionsniveauet er slækket markant i forhold til velmagtsdagene, hvor topkusken stablede sejre løbsdag efter løbsdag.
Med købet af Igor Times har Stefan Lind-Holm nu fire heste i træning. En i kvartetten starter i aften, treårige Cerosso.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.