Nordealigeholdet fra Midtbornholm har forud for den kommende sæson skiftet træner.
Den tidligere Viking-træner Thomas Jørgensen bliver ny træner med rutinerede Torben Ipsen som holdleder. Trænerskiftet kommer efter at Michael Mogensen har valgt at stoppe, oplyser Kasper Rasmussen, senioransvarlig Midtbornholm fodbold .
Thomas Jørgensen førte i den netop afsluttede sæson Viking til mesterskabet i Nordealigaen.
”Han er det perfekte match til klubbens ambitioner, hvor en af opgaverne bliver at opbygge et stærkt træningsmiljø, så Midtbornholm bliver et attraktiv tilbud for de bornholmske seniorspillere,” lyder det fra Kasper Rasmussen.
Midtbornholm har de seneste år leveret flotte resultater med et mesterskab og to andenpladser i Nordealigaen. Med ansættelsen af Thomas Jørgensen må det formodes, at den talentfulde trup fortsat spiller med om de øverste pladser i ligaen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.