Langfredag have Bornholms badmintonkreds, DBF-Bornholm, arrangeret et af de største stævner for seniorspillere i mands minde.
Ikke mindre en 76 spillere fra nær og fjern havde meldt deres ankomst Langfredag, da DBF-Bornholm afholdt "Eksilturnering" og efterfølgende fest i Åkirkebyhallerne.
Turneringen var henvendt til især tidligere bornholmske spillere, der i dag har deres bopæl ovre, men lokale nuværende- og tidligere spillere var også velkomne og det resulterede i det største stævne i længere tid.
"Vi har talt om, at der nok ikke siden midt-firserne, har været et større seniorbadmintonstævne på Bornholm", siger arrangør Tommy Jensen fra DBF-Bornholm.
"Noget af det svære var faktisk at seede spillerne, da vi ikke havde kendskab til alle længere, men seedningerne holdt stort set alle sammen og vi blev nærmest skamrost for vores initiativ", fortæller Tommy Jensen, der ikke forventer at stå som arrangør næste år, men ikke betvivler at succesen gentages.
Bedste herrespiller blev Jesper Ratzer med en fortid i Åkirkeby og nuværende 3.divisionsspiller i Lyngby. Bedste damespiller blev Camilla Madsen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.