I 2.division vandt Team GolfBornholm kampen mod Asserbo med 10 - 8 efter en meget tæt kamp.
Formiddagens foursomes endte 3-3, så der var lagt op til seks spændende singler i strålende vejr.
I 6.single var Michael Hågensen suveræn og vandt 5/4. Imidlertid udlignede Asserbo ved at vinde 5.single, hvor Emil Rasmussen tabte 3/2.
Derefter bragte Asserbo sig foran, da Gary Hindshaw tabte med 6/5 til en meget stærkt spillende modstander.
Føringen blev dog hurtigt udlignet af Peter Møller Hansen, der i 2.single rigtigt havde gået gang i birdiemaskinen og lavede fem af slagsen i træk og vandt med 4/2.
Lige efter afsluttede Mark Pedersen sin kamp på hul 17 og bragte med en 2/1 sejr Team GolfBornholm foran med 9-7.
Kampen kunne herefter ikke tabes, men det var nødvendigt med et point mere og dermed en samlet sejr, hvis Team GolfBornholm skulle have en chance for fortsat overlevelse i 2.division.
Dette point sikrede Jacob Christiansen, da han delte en uhyre velspillet og spændende kamp mod landsholdspilleren Jeppe Andersen.
Asserbo har nu tre points og Team GolfBornholm to. Det er derfor nødvendigt med mindst endnu en sejr i sidste runde i august.
Her har Team GolfBornholm én ude- og én hjemmekamp, mens Asserbo skal spille to kampe på udebane, så mulighederne er bestemt til stede.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.