Etape Bornholm er Bornholms største idrætsbegivenhed med over 2.000 deltagere, men her kan man også mærke en vigende interesse for at deltage.
De sidste par år er det gået langsomt tilbage med interessen for motionsløb i eventform, oplyser formand for Viking Atletik Claus Clausen, som arrangerer Etape Bornholm, som i år afvikles fra 21. - 25 juli.
Det vigende deltagerantal er sket i takt med, at finanskrisen har toppet.
”Vi mærker den samme tendens, som alle andre eventmagere også gør. Uanet hvad man så end tilbyder. Og så har vi endda været heldige. Andre steder i landet har tilbagegangen været meget mere markant.
Heldigvis er Etape Bornholm stadigvæk godt efterspurgt. Selvom der er mange løb i landet, så er der ikke noget som vores etapeløb. Det er helt unikt. Fordi det er på Bornholm! Derfor er tilbagegangen her, ikke så markant som ved andre events.
Det ser på nuværende tidspunkt ud til, at der næsten kommer det samme som de forudgående fire år. Nemlig mellem 2.400 og 2.500 betalende,” oplyser Claus Clausen i klubbens medlemsblad.
Etape Bornholm er vigtig for Viking Atletik, da omkring halvdelen af klubbens økonomi ligger i dette arrangement.
”Det er Etape Bornholm, der gør, at vi kan opretholde alle de tilbud vi har. Oven i købet til et meget lavt kontingent,” fastslår Claus Clausen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.