Viking Atletik kritiserer forhold på stadion
Arkivfoto: Kenneth Jensen

Viking Atletik kritiserer forhold på stadion

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 2-2-16 - 22:34

RØNNE – Der var voldsom kritik af Bornholms Regionskommunes manglende pasning af atletikanlægget på Rønne Stadion Nord, da Viking Atletik tirsdag aften holdt generalforsamling.

I bestyrelsens beretning sagde formand Claus Clausen, at atletikanlægget ikke altid bliver vedligeholdt og ikke er i særlig høj kurs hos kommunen.

- Stangspringsmåtten på stadion ligger defekt i kælderen under tribunen. Højdespringsanlægget blev pillet ned i forbindelse med en koncert i sommers og først sat op igen meget senere. Kastegården bliver slet ikke vedligeholdt. Og nu truer kommunen med helt at nedlægge kastegården.

Til trods for, at 95 procent af Rønne Stadion er udlagt til fodbold – og det faktum, at aldrig har der været så få fodboldspillere – så vil Bornholms Regionskommune, tage kastegården fra os, sagde Claus Clausen.


Claus Clausen aflagde som formand bestyrelsens beretning, hvor der var kraftig kritik af kommunens manglende pasning af atletikanlægget på Rønne Stadion Nord.

Politisk uvilje
Formanden forklarede forsamlingen, at hele misèren skyldes, at Rønne Idræts Klub vil lægge de tre minibaner, de har købt efter Bornholms Sport & Events konkurs, der, hvor Viking Atletik i dag har sin kastegård.

- Desværre får forslaget støtte fra politisk hold. Erik Lund Hansen (socialdemokrat og formand for BRK Fritids- og kulturudvalg - red.), der selv spiller fodbold i RIK, støtter forslaget. Det har så fået Carsten Clemmensen (idrætsinspektør i BRK – red.) til helt at opgive sin modstand mod, at vi er på græsset inde på opvisningsbanen.

Nu vil de så flytte kasteburet derind….

Udover at græsset så nok kommer til at stå sin prøve, når der bliver kastet hammerkast og diskoskast, så betyder det, at græsset ikke kan bruges til andet, når der kastes. Det vil være for farligt, fastslog Claus Clausen.

Han sagde, at alle atletikklubbens argumenter imod en flytning, er blevet fejet af bordet.

- Nu må vi så bare holde fast i, at kasteburet skal stilles op, så der fortsat kan være atletik på Rønne Stadion.

Man kan ikke afvikle et atletikstævne uden et kastebur. Så det er must for os, at det er der. Men det kræver, at vi ikke, endnu engang, bliver prioriteret ned. Men også at seriøsiteten kommer tilbage i diskussionerne med kommunen – og de stopper de fjollede påstande om, at der aldrig kastes med hammer eller diskos.

Men fortæller man en usandhed tilstrækkeligt mange gange, ender det jo med, at man selv tror på den, lød det fra Claus Clausen.


FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU