Efter en hård og intens kamp mod ubesejrede Vanløse trak IK Vikings floorballspillere det længste strå, og vandt 5-3 i 2. division.
Der var højt tempo fra start, og taktikken var klar; lange høje bolde frem af banen, og hele tiden at sætte gæsterne under pres, fortæller spillende træner Dennis Houlby.
Spillet var meget lige fordelt i første periode, hvor Vanløse fik første scoring efter ca. 13 minutters spil. Viking udlignede blot tre minutter senere ved Mickael Madsen.
Anden periode var præget af hårdt spil med udvisninger til begge hold. Viking var bagud 1-2 inden perioden sluttede.
Det hårde spil fortsatte i tredje periode, men efter storspil af Vikings målmand, Michael Hansen og et stabilt forsvar, blev kampen vendt til hjemmeholdets fordel. Blandt målscorerne var Mickael Madsen, Lasse Andersen og Niels Erlandsen.
Kampen blev spillet i Rønnehallen, med god opbakning fra publikum.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.