36. udgave af turneringen afsluttet i Rønne – næste års datoer allerede fastlagt
GOLF – Den 36. udgave af Bornholm Golf Open blev lørdag afsluttet med finalerunden i Rønne. Hos damerne var der ingen tvivl, da Martina Schow Vomb fra BGK sejrede suverænt med 231 slag over de 54 huller. Det var hele 21 slag bedre end Pia Sander fra Søllerød på andenpladsen.
Hos herrerne blev det Kim Westh fra NBGK, der løb med sejren efter 228 slag. BGK’s Frits Kjellberg spillede sig stærkt op på sidste runde og sikrede andenpladsen med 234 slag, to slag foran Jim Lindgren Hansen fra Ishøj.
Ud over hovedpræmierne fra REMA1000 blev der også uddelt mange nettopræmier i flere rækker. I Greensome-rækken var der spænding til det sidste, hvor Ruth Gjerding og Rolf Laugesen fra NBGK formåede at holde et enkelt points forspring til klubkammeraterne Britta Roerslev og Bjarne Knudsen.
Turneringsleder William Andersen fra BGK kunne efter præmieoverrækkelsen fortælle, at Bornholm Golf Open i 2026 spilles fra 27. til 29. august.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.