RØNNE – Teaterforeningen Bornholm er ramt af kommunale besparelser. Driftstilskuddet fra Bornholms Regionskommune er i år reduceret med over 40 procent, svarende til 100.000 kr.
Det betyder, at foreningen budgetterer med et underskud på omkring 70.000 kr. i indeværende år.
- Vores økonomi hænger sammen, men kun fordi alt bæres af frivillighed. Vi har ingen lønninger. Når man ser på det store kulturtilbud, vi giver øens befolkning, kan man undre sig over, at kommunalbestyrelsen viser ligegyldighed – eller måske uvidenhed – over for dette, sagde formand Peter Kruckow i sin beretning tirsdag aften på Rønne Theater.
Han understregede, at foreningens vision fortsat er at præsentere national og international scenekunst på Bornholm på et niveau, der matcher fastlandet.
Sidste sæson blev der solgt 4.318 billetter ud af 5.380 mulige – det højeste i foreningens historie.
Omkring 30 personer bidrager til foreningens aktiviteter – fra billetsalg og PR til praktiske opgaver bag scenen.
- Intet kunne gennemføres uden dem. Vi er i alt cirka 30 frivillige, som skal synes, at det er sjovt. Og det er det heldigvis, sagde formand Peter Kruckow.
Teaterforeningen Bornholm ser frem til en ny sæson med masser af forestillinger. I sæsonen 2025/26 er der planlagt 26 forskellige forestillinger, hvoraf syv bliver dubleret, så publikum får mulighed for at opleve i alt 33 opførelser.
Foreløbig spiller foreningen på Ny Scene og i Musikhuzet, da Gammel Scene på Rønne Theater fortsat er under restaurering. Den ventes at være klar 18. november, hvor scenen genåbnes med Nontadars opsætning af Flagermusen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.