RØNNE – Bornholms Regionskommune har sat over 17,6 mio. kr. af til renovering af Børnehuset Vildanden på Andreas Riis Vej i Rønne. Arbejdet er udskudt et år, men enkelte forbedringer sættes i gang allerede nu.
Børnehuset Vildanden står foran en omfattende renovering, som i alt beløber sig til 17,66 mio. kr. Ifølge budgetforliget for 2026 er den store helhedsrenovering udskudt til 2027, men for at sikre bedre rammer for børn og personale søges der nu en anlægsbevilling på 1,1 mio. kr. til mindre arbejder.
De fremskudte forbedringer omfatter renovering af toilet- og puslefaciliteter, udvidelse af legepladsen samt etablering af et indelukket område for vuggestuebørn. Midlerne findes inden for allerede afsatte driftsbudgetter og skal ikke bruges til pavillon-genhusning, som ellers tidligere har været planlagt.
Projektet ventes at gå i gang ved udgangen af 2025 og vil vare i omkring to måneder. Selve hovedrenoveringen – herunder også etablering af et nyt produktionskøkken – bliver først behandlet i en senere bevillingssag.
Kommunen vurderer, at arbejdet er nødvendigt for at fastholde Børnehuset Vildanden som et attraktivt dagtilbud i Rønne, indtil den samlede løsning står klar.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.