RØNNE – Fra næste uge holder Nettos to butikker i Rønne åbent døgnet rundt.
Begge Netto-butikker, på Store Torv og ved Vibegårds Runddel, vil således være åbne 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Dermed bliver de to butikker de første døgnåbne dagligvarebutik på Bornholm
– Vi oplever, at flere og flere kunder gerne vil gøre deres indkøb, når det passer dem bedst. Tilsvarende oplever vi store fordele ved at holde vores butikker døgnåbne. Derfor slår vi nu dørene op og lukker dem ikke igen i vores to Rønne-butikker, som nu bliver døgnåbne. Det glæder vi os utrolig meget til, siger Marianne Kjøller, bornholmsk distriktschef i Netto.
Netto har i forvejen 30 døgnåbne butikker, og erfaringer herfra samt mindre forsøg i de to Rønne-butikker gennem julen betyder nu, at Netto føjer to bornholmske butikker til listen.
Flere kunder end forventetUdover at alle får bedre indkøbsmuligheder er formålet med de døgnåbne butikker også at flytte arbejdsopgaver som eksempelvis vareopfyldning og rengøring til de stille nattetimer. Ved at gøre det kan butikkerne stå pænere i de mest travle timer, og det frigiver mere tid til god kundeservice.
- Hele ideen er at fordele arbejdsopgaverne bedre over flere timer. Og vores erfaringer viser, at det løfter butikkerne og sikrer mere tid til kunderne. Derudover har vi været positivt overrasket over antallet, som har haft lyst til at handle om natten. Der kommer rent faktisk flere, end vi havde troet. Det bliver spændende at se, om det også bliver tilfældet på Bornholm, fortæller Brian Seemann, landedirektør i Netto.
Rekrutteringen af medarbejdere til natarbejde sker ad frivillighedens vej for eksisterende medarbejdere og ved nyansættelser af medarbejdere, som har erfaring med natarbejde.
Netto har i alt fem butikker på Bornholm.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.