RØNNE - Musik- og Teaterrådet i Bornholms Regionskommune har afvist at støtte fire koncerter for børn, fordi arrangørerne ikke kunne fremvise et budget.
Skolekoncertkoordinatoren havde søgt om et tilskud på 25.000 kr. til afholdelse af fire kamæleonkoncerter i 2018/2019. Koncerterne er familiekoncerter med professionel musik spillet i børnehøjde specielt målrettet de 5-8-årige.
Hovedformålet med koncerterne er at give børnene en anderledes, men stor musikalsk oplevelse sammen med deres forældre.
I år afholdes tre af koncerterne i Rasch’s Pakhus eller Musikhuzet i Rønne, mens den fjerde afholdes på en lokation ude på øen.
Koncerterne præsenteres af Levende Musik i Skolen, som afholder halvdelen af koncertudgifterne.
Koncerterne afholdes i samarbejde med Musikhuzet, og Musik- og Teaterrådet har de senere år hvert år bevilget 20.000 kr. til medfinansiering af koncertudgifterne.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.