Herman Bang havde været på Kunstrejse på Bornholm og læse op. Han læste sin tragikomiske novelle Irene Holm, men det var ikke nogen succes alle steder.

I Rønne gik alt galt for ikke at tale om Hasle, hvor man ikke kunne finde nøglen til klaveret. Turnéselskabet måtte rejse hjem med kæmpe underskud i kassen - og i maven. Men så kom Bang og Betty til Bornholm. Og det blev en succes.

Inden tæppet gik, fortalte journalist og cand. mag. i teatervidenskab Rikke Rottensten (af bornholmsk herkomst) om Bang og hans liv. Hun fremhævede, at hans journalistik var 100 år før sin tid (new journalism). Stykket viste, at også Bangs instruktion var langt forud for sin tid. Rikke Rottensten gav et rids af Bangs tid og hjalp os med at få styr på de mange personer i kredsen omkring ham.

I stykket tegner forfatteren, Jakob Weis, et billede at gensynet mellem to gamle venner. Eller rettere Bangs gamle ven Peter Nansens kone Betty og Herman Bang; de er begge frustrerede: hun på grund af sin mands manglende interesse og Bang på grund af sin seksualitet. Mødet foregår på Folketeatrets scene, hvor Bang skal instruere Frøken Julie med fru Nansen - spillet af Karin Bang Heinemeier - og den unge skuespiller Fritz Boesen spillet af Morten Hemmingsen. Vi følger Bangs instruktion af frøken Julie med råt kød (kødets lyst og mandligt et symbol på den) på huggeblokken i godsets køkken og et par ridestøvler (magtens symbol). Johannes V. Jensen dukker tilfældigt op til en prøve på stykket og sparker i sine stramt snørede støvler rundt i Thomas Jacob Clausens lille, selvbevidste skikkelse. Betty Nansen ser faren i ham, "lille V", mens Bang uheldigvis er mere forsonlig.

Den unge flotte skuespiller Fritz Boesen skal spille Jean i Frøken Julie. Han har det svært med rollen især under Bangs nærgående instruktion. Fritz blev godt og rigtigt spillet af Morten Hemmingsen. Betty Nansen var overbevisende og følsomt spillet af Karin Bang Heinemeier, men stærkest stod Ole Lemmeke: storartet som Bang: flot stemme, fornem udtale og behersket gestik. Han behøver ikke bløde håndled for at vise Bangs seksualitet.

Weis' tekst var lige så behersket. Og ironisk og vittig mange steder. Mest i første akt, der viste Bangs brug af rødvin, "den grønne fe" (absint) etc.. Den endte med en tragisk fuldemandsscene, der heldigvis ikke kammede over. Christoffer Bredals instruktion var stram og præcis.

Scenografien skabte Rønne Theater om til Folketeateret. Men hvorfor skal Det Kongelige Teaters motto Ej blot til lyst nu flyttes til Folketeatret? Eller hvorfor fjerne fokus fra Lær Visdom af Livets Optrin (over scenen på Rønne Theater). Svar på det scenograf Nina Flagstad! Ellers var hendes idé fin med at gengive en københavnsk teatersal med røde plyssæder på bagtæppet i Rønne og de gennemsigtige Louis XVI stilstole.

Betty Nansen udvikler sig i 2. akt modsat Bang. Hun bliver stadigt stærkere og ender som mønsterbryder. (Hun får sit teater med sit eget navn på og gifter sig med en meget yngre mand. Bang ender i Berlin - og dør ensom på turné i USA. Betty Nansen prøver også lykken i stumfilm i USA, men uden held.)

Bangs forhold til "Vildmanden" Johannes V. Jensen afdækkes nådesløst, og brevekslingen mellem de to læses højt sidst i forestillingen. Bang lader sig dog ikke forsone, forståeligt nok.

Spillet i firkantsdramaet var mesterligt, stykket og scenografien var det også.

Herman Bang kom til Rønne igen, og det gik meget bedre denne gang.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.