Bornholms Vækstforum vil over de kommende tre år bruge 600.000 kroner på at få Bornholm brugt som filmkulisser.
Copenhagen Film Fund har anmodet vækstforum om at indgå i et strategisk partnerskab med henblik på, at Bornholm danner rammen om flere filmoptagelser.
Formålet er at eksponere øens attraktive natur og bymiljøer over for et internationalt publikum og på den måde satse på at fremme væksten i turismeerhvervet.
Bornholms Vækstforum har nu indstillet ansøgningen om tilskud på 600.000 kr. fra de regionale udviklingsmidler til godkendelse i Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget i Bornholms Regionskommune med henvisning til, at danske film og tv-serier har international interesse.
Destination Bornholm ApS anser filmproduktion på øen som en mulighed for at ”sætte Bornholm i scene” og derigennem på en ikke-kommerciel måde at påvirke potentielle gæster til at besøge øen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.