GUDHJEM – I sommer viser Oluf Høst Museet i Gudhjem en særudstilling med malerier af Bornholms nationalmaler Oluf Høst, som er i kongeligt eje.
Daglig leder af Oluf Høst Museet, Martin Brandt, oplyser, at Dronning Margrethe og Prinsesse Benedikte helt enestående har udlånt deres private samling af Oluf Høst-billeder til museet i sommer.
Da Kronprinsesse Margrethe 16. april 1958 fyldte 18 år, fik hun i gave fra De Danske Andelsselskaber billedet ”Vinter i vor have” malet af Oluf Høst i 1955.
Dronning Margrethe har senere fortalt, at hun blev ”særdeles glad” for maleriet og, at hun ”sætter særligt meget pris på dette værk”. Billedet var i en årrække ”hovednummeret” i spisestuen på Nordgården, som Tronfølgeren fik forærende af repræsentanter for De Samvirkende Landboforeninger. Maleriet hænger nu til dagligt i Dronningens private gemakker på Marselisborg Slot.
- I 1962 deltog den unge tronfølger i de arkæologiske udgravninger ved Slusegården på Bornholm, og hun bad ved den lejlighed om at træffe Oluf Høst. Der blev arrangeret et besøg af uformel karakter, og professor Ole Klint Jensen deltog sammen med tronfølgeren i en privat middag hos Høst-familien, fortæller Martin Brandt.
Udstillingen Høst i kongeligt eje er muliggjort ved hjælp af økonomisk støtte fra Bornholms Brandforsikring, som Oluf Høst Museet takker hjerteligt.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.