KLEMENSKER – Fire personer blev søndag eftermiddag kørt til kontrol på skadestuen efter et færdselsuheld i krydset Kuregårdsvej/Aarsballevej syd for Klemensker. To personbiler var stødt sammen, og den ene endte på taget i grøften.
Bornholms Brandvæsen blev alarmeret klokken 15.59 med en melding om fastklemte personer.
Indsatsleder Emil Elias Kjærgaard Gørløv oplyser til TV 2/Bornholm, at den ene bil formentlig var kørt ind i siden på den anden. Efter sammenstødet endte den ene bil i grøften, mens den anden havnede på en tilstødende mark.
Ingen af de fire personer så umiddelbart ud til at være kommet alvorligt til skade, men alle blev kørt til kontrol på skadestuen på Bornholms Hospital i Rønne.
Vejen var kortvarigt spærret, mens redningsmandskabet arbejdede på stedet.
Bornholms Politi havde søndag eftermiddag endnu ingen yderligere oplysninger om ulykken.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.