Bogen om den berømte forfatters opvækst på Bornholm præsenteres på Litteraturens Folkemøde
NEXØ – Forfatter Kirsten Sonne Harild og illustrator Anna Margrethe Kjærgaard fortæller om Martin Andersen Nexøs barndom på Bornholm, når de fredag 11. september gæster Møbelfabrikken under Litteraturens Folkemøde.
Martin Andersen Nexø er æresborger i Nexø, og den nye bog En hugorm i hånden – og andre historier om Martin Andersen Nexøs barndom på Bornholm tager udgangspunkt i hans fattige opvækst på øen.
Bogen er inspireret af Martin Andersen Nexø Museet og bygger på erindringsværket Under aaben Himmel. Den består af 24 fortællinger om barndommen, der senere satte spor i blandt andet Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn.
Kirsten Sonne Harild og Anna Margrethe Kjærgaard, der begge har tilknytning til Nexø, vil fortælle om bogens tilblivelse, læse uddrag og vise illustrationer.
Bogen henvender sig til både børn og voksne og er desuden målrettet undervisningen i 4.-6. klasse.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.