RØNNE - Destination Bornholm ApS har søgt Bornholms Regionskommune om et tilskud på 40.000 kroner.
Pengene skal anvendes til medfinansiering af markedsføringen af Bornholms Kunstrunde 2017.
Kunstrunden afholdes i Kristi Himmelfartsdagene, 25. – 28. maj, og indledes med en udstilling på Gudhjem Museum, hvor alle deltagere udstiller et værk. I løbet af de fire dage Kunstrunden varer, kan publikum besøge de udstillende kunstnere i deres værksteder og gallerier rundt omkring på Bornholm.
Det fremgår af ansøgningen, at formålet med Bornholms Kunstrunde er at sætte fokus på Bornholms tradition for kunst og kunsthåndværk og skabe interesse blandt deltagende kunstnere og gæster for en egentlig kunst- og kulturturisme på Bornholm. Målet er, at Kunstrunden bliver en event som gæsterne rejser til Bornholm for at opleve.
Ansøger anfører, at der i 2016 (Kunstrundens første år) deltog 83 kunstnere, kunsthåndværkere og udstillingssteder. Ifølge ansøger modtog de til sammen 5.500 besøg, og de besøgende købte kunst for 356.000 kr.
Det samlede budget er på 115.000 kr. og består af udgifter til konsulentydelse og markedsføring. Der budgetteres med 40.000 kr. i deltagerbidrag fra de deltagende kunstnere selv, og fra annoncører og øvrige sponsorer forventes indtægter på 10.000 kr. Restbeløbet på 65.000 kr. søges finansieret af fondsmidler.
Sparekassen Bornholm har bevilget 25.000 kr. til formålet, hvilket resulterer et finansieringsbehov på det ansøgte beløb.
Destination Bornholm bistår som sekretariat og med projektledelse. Projektet ledes af en styregruppe sammensat af kunstnersammenslutninger på Bornholm, gallerier og Bornholms Kunstmuseum og Svanekegården.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.