RØNNE – Lars Juul Hansen vil forsøge at formidle viden på en anderledes måde til skoleelever og samtidig involvere flygtninge med arabisk baggrund.
Han har søgt Bornholms regionskommune om et tilskud på 6.000 kr. til tværfagligt huskunstnerprojekt ”På sporet af Carsten Niebuhr i det lykkelige Arabien”. Projektet omhandler Carsten Niebuhrs rejse til Arabien og skal finde sted til efteråret på Bornholms Frie Idrætsskole i Nyker.
Projektet omhandler Carsten Niebuhrs rejse til Arabien og vil befordre samarbejde i forskellige fag så som historie, religion, natur/teknologi, dansk, håndarbejde, sprog og billedkunst.
Projektet er målrettet 5. og 6. kl. og løber over en periode på fem uger, hvor der skabes et teaterstykke i samarbejde med fire professionelle kunstnere: Anne Cirkola (billedkunster); Lars Juul (musiker og komponist), Jan Cirkola (historiefortæller og dramaturg) og Ida Marie Tjalve (dukkemager og dukkespiller).
Projektet sluttes af med skoleforestillinger samt en offentlig forestilling.
Ifølge ansøger er det samtidig intentionen at involvere nye eller potentielle danske statsborgere med arabisk baggrund fra flygtningecentret og fra Sprogskolen i Rønne med henblik på at give et nutidigt indblik i arabisk kultur og historie.
Det samlede budget er på 235.000 kr. og der er modtaget tilsagn om 160.000 kr. fra Statens Huskunstnerordning, og der budgetteres med indtægt fra Bornholms Frie Idrætsskole på 5.000 kr. Dette resulterer i et finansieringsbehov på 70.000 kr., som søges dækket af fondsmidler.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.