SVANEKE – Svanekegaardens udstilling med malerier af Hugo Rasmussen øger fokus på den afdøde maler, som levede meget anderledes end andre kunstnere.
Da der lørdag eftermiddag var fernisering på udstillingen, fortalte Vibeke Eskesen, der er formand for Svanekegaardens Kunst- og Kulturforening, blandt andet, at ”helt sikkert kunne have profiteret økonomisk og være blevet kendt på parnasset, hvis han havde villet markedsføre sig via en kunsthandler”.
Hugo Rasmussen blev født 18. marts 1938 i Valby, og døde 17. marts 2009 i Svaneke. Han efterlod sig en stor kunstnerisk arv, og det er lidt af den, Svanekegaarden præsenterer på udstillingen.
- Hugo Rasmussen var købmandssøn og det var nok meningen, at han skulle gå i faderens fodspor; men den verden var ikke noget for ham, og som 20-årig stod det klart for ham, at han ville male, sagde Vibeke Eskesen.
Udelukkende oliemalerier- Man finder hverken akvareller, pasteller eller guacher fra Hugo Rasmussens hånd. Han malede udelukkende oliemalerier, og det er da også tydeligt, hvem der har inspireret ham: hans forbilleder var de store mestre: Turner, Rembrandt, Vermeer og Caspar David Friedrich.
22 år gammel udstillede han på Charlottenborg, og uddannelse fik han gennem studierejser til Amsterdam, Haag, London, Paris og Hamburg, sagde Vibeke Eskesen.
Til Bornholm via en god venHugo Rasmussen kom sammen med sin hustru Ingrid Hansen, der også har malerier på udstillingen, til Bornholm via en god bekendt.
- Da han kom op i årene besluttede han, at han ikke mere at tage del i udstillinger. Han trak sig tilbage for – som han sagde – at blive en bedre maler.
- Og hvorfor kom de så til Bornholm? Ja, tilknytningen kom gennem en god ven, som boede her – og faktisk udstillede Ingrid og Hugo også sammen i Rådstuen i Allinge i 1979 og 81.
Så i 1985 brød de op fra hovedstaden, slog sig ned i Svaneke og åbnede Galleri Tempel. Jeg tror, det fik stor betydning for Hugos kunst. Han fokuserede på landskabsmaleriet, men ikke noget med rundkirker, røgerier og andet småromantisk pjat! Tværtimod, der er himmel, hav, marker, kiming. Man får både associationer til Drachmanns storladenhed, til Claus Johansens tyste verden og til Lergaards stramme linjeføring. Det er der alt sammen, men man skal ikke lade sig narre: for det er helt sig selv – og eminent dygtigt udført – det er Hugo Rasmussen.
Sprængte grænserHugo Rasmussen sprænger for alvor grænser, det er, som om han hele tiden overskrider sig selv. Det naturalistiske må vige for det transcendente.
Jeg tror, det er derfor, jeg aldrig bliver færdig med Hugo Rasmussen: han har skabt noget, der drager, noget, hvor det tilsyneladende, det reale, skifter karakter og bliver til et imaginært, magisk univers, der ikke lader én i fred, sagde Vibeke Eskesen.
Svanekegaarden Udstillingen vises til og med 18. februar.FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.