Urkomisk bornholmsk komedie

Bornholmsk Amatørscene spiller nærmest professionelt på Rønne Theater, skriver Carsten Seeger i sin anmeldelse efter premieren på ” I Piblamarken”.

Bornholms nationalskuespil ”I Piblamarken” er til at forstå, hvis man har boet et par år på Bornholm. Og helst på landet.

Det opføres af begavede amatører med Mogens Dam som "skrap" instruktør. Hans instruktion er gennemført - og morsom. En snapseflaske på kaffebordet til sidst med den store finale er lige ved at stjæle hele scenen med skuespillernes sang af morale eller facit. Frierscenerne med deres forviklinger med Andris Kofod - Ebbe Munch Larsen - sidder lige i øjet. Skræddermesteren og tøffelhelten, Kim Tørnstrøm, og hans kone Lena, Bodil Lundquist, var fremragende. Bodil Ipsen har ikke levet forgæves!

Sproget er på 40 år blevet lidt mere tyndt, men alle skuespillerne rettede sig bestemt efter Mogens Dam og talte korrekt bornholmsk. Med sprogtonen, tre køn, dobbelt bestemthed osv. Mange af replikkerne blev gentaget pædagogisk mange gange, så der var mulighed for publikum for at forstå dem, og for skuespillerne at betone forskelligt. Bodil Lundquist mestrede betoningen om nogen (Andris Kofod på 100 måder), og alle pointer gik rent ind.

Det skal ikke røbes om de to unge får hinanden, men da stykket er en komedie, kan vi jo håbe det bedste for dem. Stina Rasmussen og Brian Holst Sørensen klarede med bravour rollerne som "det unge par", og især var Brian Horst Sørensens Jens Riis storartet som fidel og gelassen over for Borritas mor. Men der var ingen af aktørerne, der faldt igennem. Og mange var meget gode. Den grundtvigianske glade kristne degn, nå, skolelærer var så salvelsesfuld, at det gjorde godt. Tak, Morten Poulsen. Hans datter Camilla Cordua magtede hele aftenen at se opgivende på den forlovede landmand med noget på kistebunden; og hun sang og spillede dejligt.

Højskolen har i stykket lige så stor og farlig indflydelse, som Universitetet har i Henri Nathansens ”Indenfor Murene” og videnskaben i Gustav Wieds ”Skærmydsler”, der er næsten samtidige.



Komedien gik første gang på Bornholm i 1910. Og det har den gjort lige siden. Dvs. der var en menneskealder, hvor forfatteren Lauritz Wessel forbød opførelser af det, fordi det nok var provokerende, og han var præst. Alene sangen Liden Stina rummer foruroligende oplysninger om kæresteri og forelsket ungdom omkring 1900, hvor dronning Victoria stadig levede. Sangen slutter med Nev na i Kjæutana å kjystte na på munj! Kneb hende i kinderne og kyssede hende på munden!

Det er måske nødvendigt med en ordliste til sangene, men mange af ordene er såmænd også ukendte på dansk i vore dage. Drikkalajl er dog drikkedunk. Iven er øjne, sais er le, spode saj er skyndte sig, âuseds er aksets, unjarna er mellemmåltid, havagjâr er havegærde, i piblamarken er på frierfødder etc.

I teateret forstås det alt sammen meget lettere.

Stykket blev til Wessels undskyldning skrevet, mens han var ung stud. theol. Og det var kristeligt nok til fordel for en trængende studenterkammerat. Men det behøver ingen undskyldning, for det er dygtigt og morsomt skrevet.

Det blev opført af mange studenter lige som Ludvig Holbergs komedier små 200 år før. Lauritz Wessel spillede selv Lena, Borrittas skarpe, snobbede, dumme, grådige, udannede og principløse mor. Wessel ligner nærmest Charlies tante på de fine fotografier af ham fra 1910.

Og sjovt var det, at den bornholmske nationalkomedie er skrevet af en andengenerationsbornholmer og musikken af en nordmand Fenger Grøn. Det er næsten som med Danmarks nationalskuespil Elverhøi: Johan Ludvig Heiberg var af norsk familie, og Kulau var tysk.

Men ”I Piblamarken” er langt sjovere. Det bliver opført flere gange, men skynd jer!

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.