LEDER - Bornholm mangler håndværkere. Det er efterhånden velkendt. Mindre omtalt er konsekvensen: Når alle bygger på samme tid, presses priserne i vejret, opgaver udskydes – og en voksende del af arbejdet ender hos udefrakommende virksomheder.
Derfor er tiden inde til at tænke mere strategisk. Både private bygherrer og kommunen står over for store bygge- og renoveringsprojekter i de kommende år. Hvis alt sættes i gang samtidig, rækker arbejdskraften ganske enkelt ikke. Resultatet bliver højere priser, færre lokale hænder – og skattekroner, der forlader øen.
Her har kommunen et særligt ansvar. Offentlige byggerier bør i videst muligt omfang planlægges og fases, så de ikke kolliderer med hinanden eller med større private projekter. En bedre koordinering kan give lokale håndværkere mulighed for at følge med, frem for at blive presset ud af markedet.
Også private bygherrer har en rolle at spille. Med større åbenhed og dialog kan projekter tilrettelægges, så kapaciteten udnyttes bedre over tid. Det er i alles interesse, at opgaverne løses lokalt, og at skatten af arbejdet ender i kommunekassen.
Bornholm kan ikke trylle flere håndværkere frem fra den ene dag til den anden. Men med klog planlægning og fælles ansvar kan øen sikre, at byggerierne gennemføres – uden at prisen løber løbsk, og uden at værdiskabelsen forlader Bornholm.
Bjarne HansenChefredaktør
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.